onsdag den 25. juli 2012

Estland - Tallinn - del 2

I Tallinn bugner det med strikvarer både i uld og hør. Der er utallige boder, her ved Skt. Catherinas passage. Huer, vanter, trøjer, sokker i massevis og i mange fine mønstre. Det er maskinstrik, og ulden er lidt krads og virker ikke så behagelig, men mønstrene er traditionsbundne og stammer fra de forskellige egne i Estland, som jeg senere så på nationalmuseet i Tartu.
Prisen kan der forhandles om. Jeg købte et par fingerhandsker, maskinstrikkede, men med håndbroderi.
Boder også på torvet
Denne unge kvinde havde mange håndstrikkede ting i sin bod, og da jeg spurgte, om jeg måtte fotografere hende, smilede hun genert og sagde, at det var da ikke noget særligt. Nej, men det er du, og så fik jeg lov.
Hende spurgte jeg ikke om lov. Hun var klædt i hør og reklamerede for en af de mange hørvarebutikker i byen.
I en kollektivbutik så jeg dette udvalg i dukker. En ældre kvinde, som lavede dem, ville gerne fortælle om dem, men jeg forstod jo ikke estisk.
Udvalget var enormt.
På disse reoler er der udelukkende strikkebøger - på estisk! og de er kun 1,3 mill. indbyggere. Det er fantastisk, at så lille et sprogområde kan have så mange strikkebøger, og det var ikke nye modeller fra strikdesignere. Det var beskrivelser af de gamle mønstre og strikketraditioner, men selvfølgelig var der også oversatte bøger, som jeg kendte fra DK. Kan I se den store orange bog øverst i venstre reol.......
Jeg brugte lang tid ved reolerne og kom i snak med flere strikkere. De viste mig, hvad de strikkede ved at pege på billeder i bøgerne, og et par stykker af dem havde en bod på gaden. Jeg kom efter en helt bestemt bog, som jeg vender tilbage til.

Tallinn er en flot middelalderby. Den er restaureret og shinet op, så den virkelig præsenterer sig.
Vi var på byvandring, og vores guide var en ung kvinde på 21 år, fantastisk veltalende - på engelsk - og hun "opførte" den ene historie efter den anden for os, mens vi gik rundt og så på steder og bygninger. Hun må bestemt ende som skuespiller.

2 kommentarer:

  1. Tak for spændende beretninger fra Estland.
    Sikken et strikkeeldorado ! spændende med disse strikketraditioner, farvesammensætninger og mønstre.
    hilsen Mona

    SvarSlet
  2. Åh det ser utrolig dejligt ud at være der. Mon tro om du ikke bliver enormt inspireret af alt du ser selv om de strikker med maskine. Tak for at du deler turen - nu fik jeg lyst til at rejse til Tallin!!!

    SvarSlet